13 sikkerhedstips for håndtering af læs med gaffeltrucks

Image result for gaffeltruck

Her er 13 sikkerhedsforanstaltninger, du skal følge, når du håndterer læs med en gaffeltruck :

  1. Så vidt muligt, stil læsset direkte midt for. Når du skal håndtere ubalancerede læs, skal du fordele den tungeste del af læsset nærmest ved gaffeltruckens forhjul.
  2. Overhold gaffeltruckens lastkapacitet. Overlæs den aldrig.
  3. Lad altid være med at køre for hurtigt eller dreje for hurtigt, når du nærmer dig et læs.
  4. Sørg for at gaffeltrucken placeres direkte foran læsset uden at være for tæt på eller for langt væk. En afstand på 20 til 30 cm er helt rigtig.
  5. Når du nærmer dig læsset, skal du sørge for, at gaflerne er løftet til den rette højde, og at retningskontrollen er indstillet til neutral.
  6. Du må aldrig hæve eller sænke gaflerne, med mindre gaffeltrucken er stoppet og bremsen er trukket.
  7. Sørg for, at der er nok plads oven over, før du løfter læsset. Vær ekstra forsigtig, når du løfter læs under rør, lys, sprinklersystemer osv.
  8. Vær ekstra forsigtig, når du vipper et læs. Vip aldrig fremefter med gaflerne hævet, undtaget når du samler et læs op eller sætter det ned.
  9. Vip aldrig læsset fremefter, mens du kører, siden dette reducerer læssets stabilitet.
  10. Juster gaflerne for at sikre, at læssets vægt er fordelt imellem dem. Du kan enten justere gaflerne manuelt eller med en gaffelspreder.
  11. Når du løfter læsset, skal du sørge for, at det er omkring 10 cm over den laveste stak.
  12. Før du sænker læsset, skal du bringe masten tilbage til lodret position.
  13. Når du sænker læsset, skal du sørge for, at det laveste punkt er 15 til 20 cm fra gulvet.

Oplysninger fra Ergolift.dk 

2 prøveudtagningsteknikker for forskellige kulstrata

Man kan komme ud for at tage prøver ud under vidt forskellige forhold, især hvad angår klima og topografi. Det er afgørende, at den prøve, du udtager, virkelig er et typisk eksempel, da det vil give de grundlæggende kvalitetsdata, hvorpå beslutningen hviler om videre undersøgelse, udvikling, eller ændringer i mineproduktionen. Det er vigtigt at undgå forvitrede kulsektioner, kul, der er forurenet med uvedkommende materialer som for eksempel ler, kul med striber af mineraler, og kul, der ligger tæt på store spalter eller vulkansk indtrængning.

Grab prøveudtagning

Dette er generelt den mindst tilfredsstillende metode til at få kul til analyse, da der ikke er tjek på, om kullet er typisk, og dette kan nemt føre til bias i udvalget, da de lysere kulsektioner tiltrækker opmærksomhed. Dog kan grab prøver bruges til at fastslå vitrinitmiddelreflektans til indikation af kulkvalitet.

Kanal prøveudtagning

Kanalprøver repræsenterer det kul, hvorfra de udtages. Hvis det kul, der skal udtages, ligger ved overfladen, skal blotlægningen renses og skæres tilbage, så man får så frisk en sektion som muligt. Ideelt bør hele stratummet blotlægges, men i tilfælde af tykke kullag (især i vandløb), er det muligt, at du kun vil se sektioner of loftet og kullet umiddelbart nedenfor, eller gulvet og kullet umiddelbart ovenfor. For at få et helt stratum under disse omstændigheder vil det blive nødvendigt at skære to eller flere overlappende kanaler og omhyggeligt registrere overlapningen. De resulterende prøver vil bestå af brudt kul og vil ikke bevare den litologiske sekvens. I åbne brud bør den komplette stratumsektion blotlægges, da den er mindre tilbøjelige til at blive forvitret end naturlige overfladestykker. Under jorden vil stratummet være uforvitret, men det er ikke altid sikkert, at stratummet altid kan ses, da arbejdet kun afslører den sektion af stratummet, man vælger at minere.

For at tage en kanalprøve, tages kullet normalt vinkelret på grundfjeldet. En kanal med ensartet tværsnit skæres manuelt i kullaget, og alt kul i snitfeltet opsamles på en plast presenning anbragt nederst i ​​kanalen. De fleste kanaler er omkring 1,0 m i diameter, og prøver bør ikke indeholde mindre end 15 kg per meter kultykkelse. Sådanne kanalprøver vil give en sammensat kvalitetsanalyse for stratummet, dvs. at det er en analyse af alle kul- og mineralske stoffer til stede i stratummet som helhed. Selv om dette er hensigtsmæssigt for evaluering af den generelle stratumkvalitet, kan det være nødvendigt med en mere detaljeret analyse af stratummet fra top til bund. For at opnå dette, tages en lagdelt kanalprøve, fremgangsmåden for hvilken minder om kanalprøven for hele stratummet, bortset fra at stratummet er opdelt i lag eller undersektioner. Kullag er sjældent homogene hele tykkelsen igennem, de fleste kan deles op i separate litologiske sektioner. Lagene er litologiske underopdelinger af stratummet, som hver har deres egen ensartede karakter. Når litologien ændrer sig, såsom når ler opdeles i stratummet, ser man et separat lag. Hvor taget og gulvet af et stratum er udsat for vejrliget, bør lagprøver på mindst 0,25 m tagmateriale umiddelbart over stratummet og 0,25 m af gulvet underliggende stratummet indgå i prøverne. Dette vil gøre det muligt at vurdere effekten af ​​fortynding på kul kvaliteten. Generelt bør tykkelsen af ​​kullag være på mindst 0,1 m og højst 1,0. I tilfælde af stribet kul, der indeholder vekslende tynde (<0,1 m) lag af lyst kul / mat kul / ler, kan der udtages prøver af disse strata som en serie sammensatte lag, hvor detaljerne om de individuelle lag vises på diagramarket. Et mellemliggende lag, der ikke består af kul, større end 0,25 m i tykkelsen kan betragtes som et delt stratum og registreres som sådan. Lagprøver bør veje mindst 2,0 kg om muligt, og man kan evt. opdele prøven i to dele, hvor den ene gemmes til senere anvendelse. Når blotlægningen eller ydersiden er rengjort, foretages et overfladisk box-snit gennem den samlede tykkelse af det blotlagte kullag. Når dette er gjort, opdeles stratummet i lag, som hver måles og nedfældes på registreringsark. Diagramarket for kanalprøven skal vise følgende oplysninger.

  • Registreringskortets nummer.
  • Nummer på kort eller luftfotografi hvor stedet ligger.
  • Prøvestedets beliggenhed, kvadratnetsreference eller referencenummer.
  • Beskrivelse af stedet, sektionen af vandløbet, arbejdsoverfladen, osv., herunder dip, strike, taget af kulstratummet og gulvkontakt.
  • Omfanget af forvitring, brud, mineralisering, osv.
  • Litologisk beskrivelse af hvert interval af lag.
  • Tykkelse af hvert interval af lag.
  • Designeret prøvenummer for hvert interval af lag.

Kanalstedet nedskrives på et kort til analytiske detaljer, dvs. direkte analyse, der skal vedlægges senere for at fuldstændiggøre optegnelsen. Der tages derpå prøve af den friske overflade, skåret fra top til bund, idet man afskærer og opsamler alt materiale fra hver lagsektion efter tur. Hver enkelt lagprøve bør forsegles i en solid plastpose umiddelbart efter indsamlingen for at forhindre fugttab og oxidation. Alle prøveposer skal være tydeligt mærket med det angivne nummer, og en kopi af dette skal placeres i en lille plastpose inden i prøveopsamlingsposen, mens en anden fastgøres til ydersiden af ​​prøveposen. Dette nummer skal angives på diagramarket for kanalprøven. Fordi dette uvægerligt er en opgave, der sviner, bliver etiketter meget let våde, sorte og ulæselige, så det er derfor vigtigt at passe på, prøvenummeret ikke forsvinder eller udviskes under forsendelsen til laboratoriet, da uidentificerede prøver er ubrugelige og et dyrt tidsspilde. Fordelen ved lagdelte kanalprøveudtagninger er, at man ikke blot kan få ​​de enkelte lag analyseret, men at man også kan kombinere en del af hver lagprøve for at foretage en sammensat analyse af hele stratummet. Et eksempel på en lagdelt kanalprøve fra en overfladisk blotlægning ses illustreret i Figur 5.3, som viser et kanalsnit, der blotlægger frisk kul, og derefter en tyndere kanal (0,25 m bred) udskåret fra det friske kul, hvorfra lagene samles til analyse.